|
MINI workshop hos Danmark og Norden i Vejle. I vinterferien d. 18 feb. er det muligt at lave et unikt MY-rakuhus, og evt. forære det som en personlig lille konfirmationsgave. Jeg glæder mig til at være sammen med jer, fortælle mere om mig selv og mine huse, samt lave en masse MYhuse. Læs mere i opslaget om hvordan du tilmelder dig.. 
0 Comments
Jeg var så heldig at få lov at lave små MY-huse til konfirmanderne i Christianskirken.. Eva Jerg, som er præst i kirken skriver om vores samarbejde her:  "Jeg er en af den slags præster, der altid er på jagt efter den gode ide. Pludselig en lørdag stod ideen foran mig i skikkelse af Dina Pedersen – og nogle af hendes fine arbejder. Mere præcist hendes MY-huse.
De skulle være gaven til årets konfirmander! At gå til præst – at gå i kirke – det er jo at få et hus at komme til. Men troen er jo ikke kun noget, man kan komme til – det er også noget, du kan bære med dig. Det kan være småt – det kan se ud af næsten ingenting – og engang imellem kunne man godt ønske sig, at det var håndgribeligt og til at tage og føle på. Det har konfirmanderne i hvert fald tit nok efterspurgt. Efter aftale med Dina lavede hun 55 små fine my-huse – alle forskellige og unikke, som konfirmanderne er det. Og vi blev enige om, at alle huse skulle have et kors. Det blev under bunden, fordi korset jo netop er fundamentet for den kristne tro. Alle huse fik en K3’er – det, der i tilstandsrapportsprog ikke er nogen kvalitet – men alle husene fik hul igennem taget, så konfirmanderne kan tage huset på sig, som halskæde eller armbånd eller bare hænge det op – som en daglig påmindelse om, at vi kan bære troen med os – og at troen er det, der kan bære os. Et tilfældigt møde – et inspirerende samarbejde – og 55 meget glade konfirmander! Jeg tror ikke, det er sidste gang, jeg kan få en idé hos Dina. Hun har min bedste anbefaling. Og jeg ønsker lykke og velsignelse over dit kunstneriske virke og over dit liv." Eva Jerg, Christianskirken Fredericia  JEG HAR LYST TIL AT RÅBE HØJT!! - På vegne af de veteraner, der kæmper med en PTSD diagnose og kæmper med at få den støtte de har brug for... Den sidste tid har stået på bachelorskrivning, hvor emnet var pædagogens arbejde med veteraner med en PTSD diagnose. Det er et emne, der ligger mig meget nært pga. min opvækst på et soldaterhjem. Derigennem har jeg set grønne mænd og kvinder, der kom sårede hjem fra krig. Set fysiske og psykiske sår, der for altid forandrede den soldat, der tog af sted for at kæmpe.. I forbindelse med min opgave delte veteraner hjerteskærende historier om deres sygdomsforløb, så som denne: "Personligt har jeg desværre fået en rigtig dårlig behandling da min PTSD slog igennem, ca 11 år efter min anden udsending til balkan. Jeg sad og fortalte min læge om både flash-back og flere angstanfald dagligt. Hendes mening var så at det bare var noget depression og stress. Så jeg fik en recept på anti depressiv, og beskeden om at når jeg havde taget det i en uges tid, så ville jeg være på toppen igen. Herfra gik det kun én vej, og det var nedad! Jeg begyndte at bruge alkohol til at sove på, på kort sigt var det effektiv. Det fik selvfølgelig også ende, og da det fik ende mistede jeg bare endnu mere kontrollen over mine reaktioner. Så det var den der med at sove under spisebordet, hvor der var opstillet sofa hønder og puder. På den måde virkede det som en sikringsbunker, stadig med et stigende misbrug af alkohol. Så den 4/8 2012, hvor jeg endnu ikke havde fået den rette hjælp, der tog jeg en kniv og skar håndledet. Dog kun på tværs for jeg ønskede jo ikke at dø, bare at få mig selv tilbage som den jeg var før... Det resulterede bare i at jeg skar 2 sener over i håndledet, og samme tid ramte en nerve, så min tommelfinger er ca. 80% lam og så har jeg næsten ingen følelse i pegefinger og langemand. Senerne kunne dog syes sammen! D. 1/10 2013 blev jeg boligløs, og måtte flytte ind på en madres i min mors spisestue. ( kommunen havde lukket for mine penge da jeg ikke kunne passe et "job tilbud" ) Så d.12/12 2013 hældte jeg vand ud over min arm, smurte den ind i kausisk soda, endnu engang bare for at få den rette hjælp. Blev opereret dagen efter for at få fjernet død muskelvæv fra armen og havde et åben hul i min arm på 7 X 9 cm, og så var det mellem 10 og 12 mm dyb. Så skete det at jeg blev indkaldt til en samtale med en mandelig SOSU assistent ... Det var ikke en samtale jeg så frem til, for jeg havde allerede dømt ham til at være en eller anden Gustav-type. Ikke negativ ment! Skæbnen ville bare at det var en voksen mand, med ca 20 års tjeneste i forsvaret og han var ikke i tvivl om hvad det var der var galt med mig. Jeg fik straks en henvisning til en PTSD klinik i Århus hvor de har et specielt veteran team, og der startede jeg så i behandling kort efter. Så min tiltro til at systemet gør nok for veteraner, er ikke eksisterende." -anonym veteran To følelser rammer mig, når jeg læser sådan en beretning. Sorg og beundring. Sorg over at sådan en smerte rammer mennesker og beundring over den kamp som veteranerne kæmper, når krigens frygt bliver til en larmede og livfortærende angst. Og jeg får lyst til at RÅBE.. ! Råbe, at det ikke er retfærdigt. Råbe, at der skal sendes alt den hjælp og støtte i deres retning, så de igen får følelsen af at være hele mennesker! I et forsøg på at give udtryk for veteranens situation gennem keramikken, så jeg for mig et hus, der var skåret midt over. Et hus/ et menneske, der var såret. En virkelighed, der betød at det ikke var muligt at blive helt den samme igen. Huset og veteranen har behov for at blive syet sammen igen. Den proces kan tage lang tid og nålen stikker nogle gange derind, hvor man har lyst til at give op. Men med tiden bliver trådene sat, nogle gange skal der pilles op og startes forfra. Men med tiden bliver der et helt menneske igen. Et menneske, der kan fortælle historier, der sætter vores liv i perspektiv og i hvert fald minder mig om at vi som samfund på en nænsom og respektfuld måde, skal være med til finde nål og tråd frem og støtte den svære proces. Og at det smukke i mennesker ikke findes i perfektionen og det hele hus, men titter frem i revnerne og sårene.. Hende den mærkelige med lerklumperne.. DET ER MIG! Jeg pakkede lerklumper, vådservietter, kamera og en vis portion mod og cyklede mod Brabrandsøen. Nu skulle jeg på eventyr, på en lille opdagelsesrejse. Jeg var på jagt efter fede strukturer, huller og finurlige ting, der skulle indfanges med en lerklump. Nogle steder tog jeg mod til mig og fyrede klumpen af sted med al kraft, velvidende at der var masser af mennesker, der kunne "opdage" mig og tænke sit om mit underlige projekt. Andre gange kiggede jeg til begge sider og så mit snit til trykke en klump mod en dims, der gav et tryk, som jeg blev glad helt ned i maven over at se..
Og hvorfor nu dette mærkelige projekt? Det korte svar er, som min lille nevø på 2½ år også siger når han er begejstret: Det sjovt! Det er virkelig sjovt og en tid hvor jeg koncentrere mig om at se, mærke min krop, mærke at det er lidt risikabelt, opdage at der er så mange små eventyr der venter. Som min coach siger: Du skal nyde, før du kan yde! Og jeg mærker at det virkelig er sandt. At jeg har brug for at nyde før jeg kan yde. Efter et eventyr kommer ideerne frem og jeg får lyst til at skabe og udtrykke mig. Så opdagelsesrejserne er begyndt.. Nu venter flere derude, hvor jeg skal på tur med mit indre barn. Hvis du har ideer til nye eventyr eller selv er på opdagelsesrejse i den kreative verden, vil jeg rigtig gerne høre om det! 
Vejen til succes er brolagt med fiaskoer...
Hmm.. Nej tak, tænker jeg så. Jeg vil hellere vente med succesen, hvis jeg skal igennem en masse fiaskoer.. Men men men blev en lille liverfaring rigere i lørdags. 6 gange..!! Så mange gange er denne lille samling huse blevet brændt. Den blev ved med at have en kedelig og træls farve, hver gang jeg fiskede det op af savsmuldet. Men i lørdags lykkedes det endeligt med lækre sarte farver og strukturer..! Måske en lille ting, men det opmuntrede mig til at blive ved, selv når fiaskoen banker på døren.. Huset kan købes til Kunst i Hasseris. Hvor min søde svigerinde har lovet at være ejendomsmægler for mange nye RAKUhuse. Lige nu er der ikke mange huse til salg på hjemmesiden, fordi jeg netop samler sammen til at have mange huse med til Aalborg. Håber at du kigger forbi.. Læs mere på www.kunstihasseris.com  BAGSIDEN - DET GRIMME - BAG FACADEN - DET KAOTISKE Her i weekenden på KONNEKT (et årligt landsarrangement i Store Bededagsferien med forkyndelse, lovsang, musik, debat og meget andet godt, specielt rettet mod 20-30 årige.) fik vi morfarhistorier, fortalt fra scenen, mens et hav af unge mennesker lyttede. En person, der altid har stået mig nær er netop min morfar. Så mens den søde gamle mand med sweater sad i sofaen på scenen og fortalte, følte jeg mig henført til, de mange gange jeg har siddet på skamlen ved siden af min morfar og hørt bibelhistorier. Der er bare noget ved ord, der kommer fra en livserfaren person. Jo flere rynker, jo mere vægt kommer der bag ordene. De taler sandhed og når ind i mig på en helt anden måde. Morfaren hev et stykke broderet håndarbejde op af posen. Vi fik kun lov at se bagsiden. Den så kaotisk ud, grim, umulig at se den røde tråd og umuligt at se hvad meningen med de mange tråde var. Sådan kan livet se ud, siger morfaren. Det kan virke så ufatteligt kaotisk, som om det aldrig bliver godt. I mit værksted har jeg også to små broderier stående. Jeg sad og kiggede op på dem i dag, og fik lyst til at se, hvordan de så ud på bagsiden. Ikke noget jeg vil kalde en skøn æstetisk oplevelse, og så alligevel. Jeg blev mindet om da jeg lavede dem for ca. 12 år siden. Det var en grim, kaotisk og svært tid. Jeg var indlagt på ungdompsykistrisk afdeling. Depressionen havde et fast tag i mig og jeg kunne INGEN mening se med den smerte jeg følte. Når jeg kigger på mine broderier nu, minder de mig om livet levet på bagsiden. 12 år senere har jeg fået lov at se forsiden af mit livs broderi mange gange. Nogle gange kun i glimt og andre gange bliver jeg mindet om, at broderiet stadig er undervejs. Der er stadig tider, hvor livet må leves på bagsiden.. Tilbage til Morfaren på scenen. Han vender til sidst broderiet og afslører en kongekrone på den anden side. Hans pointe, som jeg finder en stor trøst i, var at broderiet er i Guds hånd. Han ved hvad vi har brug for. Han ved, hvor trådene skal sættes..!  Jeg er slet ikke god til sætningen: ”Der er en mening med det du går igennem nu.” Det har altid skabt en vrede i mig, når folk har sagt til mig. Og man er meget velkommen til at give mig et trælår, hvis jeg nogen sinde skulle sige den sætning til dig.
For når man føler sig som den grimmeste bagside, er det kærlighed der skal til og ikke belærende sætninger. Jeg finder ikke trøsten i at der er en flot forside, men trøsten finder jeg i at GUD er kunstneren bag mit livs broderi. Så han kan give mig, hvad jeg har brug for. Så kan jeg flyve frit...  FÅ EN GRATIS CYKEL!! Hele april får du en gratis cykel med i købet... Aprilsnar..! tænker du sikkert. Men den er god nok, eller næsten god nok... ;) Hele april får du en lille minicykel med i købet, når du køber et RAKUHUS af mig. Cyklen står fint sammen med husene og pynter, som du kan se på billedet nedenunder. I ønskes alle en dejlig april måned :)  Jeg må indrømme det. Jeg er nysgerrig.. Julegaver, fødselsdagsgaver, pakker osv. får det altid til at krible i fingrene på mig. Som barn gik jeg på jagt efter gaverne, for jeg skulle bare lige mærke lidt på dem. Det er bestemt ikke noget at være stolt af, men jeg kan simpelthen ikke lade være med at ELSKE pakker, også selv om jeg godt ved hvad der er indeni. I dag kunne jeg hente en pakke på posthuset.. Jeg havde selv bestilt den og viste udmærket godt, hvad jeg kunne vente, men der altså noget fantastisk ved at åbne en pakke, der står ens navn på. Det fik mig til at tænke... Flere har skrevet søde beskeder til mig når I har modtaget jeres pakke med rakuhuse. Jeg håber virkelig også, at det har givet jer en god følelse, at åbne netop jeres pakke, med jeres navn på indeholdende jeres hus. Hvis du har lyst, ville jeg elske at se et billede af, hvor huset har fået sin plads. Del det gerne på min facebookside - https://www.facebook.com/dinasgalleri
Så er der et lille udvalg af de nye huse på hjemmesiden. Jeg fik omkring 100 huse ud af min sidste brænding, så det har krævet sin kvinde at udvælge de huse, der kom på hjemmesiden og facebook i denne omgang.
Jeg elsker stadig at sidde med leret på en stille aften, hvor manden alligevel er på arbejde. Selvfølgelig er det en udfordring for en perfektionist, som mig at være i den skabende proces. Tanker så som: Det må ikke være grimt og hvorfor vil mine hænder ikke samarbejde?? kan stadig nemt drille mig. Men jeg kæmper for at holde fast i legen og frirummet, som det kreative er for mig. Ellers arbejder jeg på at få solgt mine huse i butikker og har et par spændende ting i støbeskeen, som jeg glæder mig til at dele med jer.. Håber I holder fast i legen og får en dejlig weekend... |
FØLG BLOGGEN
Du trykker blot på knappen herunder og så får du tilsendt nye blogindlæg.  OM MIGJeg har en kunstnerisk og kreativ side, som jeg udtrykker ved bl.a. at lave raku keramik, ikoner og malerier. BLOG ARKIV
November 2018
KATEGORIER
All
|
KONTAKTDINA PEDERSEN
SIGRIDSVEJ 39 1 TH. 8220 BRABRAND 30 29 92 47 dinapedersen@outlook.dk |
 |
RSS Feed